Tidligt avancement tager presset væk

Efter to sejre i VM’s første to kampe er det en tilfreds landstræner, der kan gøre status. Det tidlige avancement tager presset væk fra Danmarks sidste kamp i den indledende runde, hvor gruppens største udfordring i Slovakiet venter i en gruppefinale.

Landstræner Jens Ørhøj kaldte kampen mod Polen for holdets finale i gruppespillet. Og med 4-2-sejren sikrede han og resten af Danmarks udvalgte de afgørende point for at sikre en plads i play off-runden. Dermed er første mål for VM 2016 i hus efter blot to kampe, hvilket en tilfreds landstræner glæder sig over.

– Først og fremmest er vi rigtigt tilfredse med nu at have nået vores første delmål. Vores hovedfokus inden kampen mod Polen var en stærk defensiv, vilje til sejr og at stå sammen som hold om opgaven. Her kan jeg kun være rigtigt tilfreds, når der skal bedømmes på disse parametre, fortæller Jens Ørhøj og tilføjer, at Polen også ville have haft kvalitet og berettigelse til play off-runden.

– Det er en rigtig hård gruppe, så nogen skulle trække sorteper. Det blev Polen denne gang. Nu venter Slovakiet, der er en endnu sværere opgave, men presset er taget af os. Og der er ingen tvivl om, at vi vil jagte endnu en sejr og førstepladsen, fortæller landstræneren.

Kampen mod Slovakiet bliver en sand gruppefinale, selv om begge lande er sikre på at gå videre. Derfor er det også vigtigt, at holdet fortsætter de gode takter i morgen med henblik på resten af slutrunden.

– Vi har et klart fokus på at være et hold, der skal være svære at score på, og det har vi vist hidtil i de to første kampe. Fremad banen ville vi gerne have været en tand bedre og skarpere, men det ændrer ikke ved, at vi tager rigtig meget moral med fra kampen, siger Jens Ørhøj.

Slovakkerne går ind til kampen med en bedre målscore, så hvis danskerne skal tage førstepladsen, kræver det en sejr. Kampen afvikles i den store Arena Riga fra klokken 10:15 tirsdag formiddag, hvor vinderen møder taberen mellem Letland og Norge.