Slovakisk dommerpar dømmer tre kampe i Danmark

I starten af marts kommer et slovakisk dommerpar på besøg og dømmer tre kampe i Vest. Det sker som et led i udviklingen, hvor IFF satser på at styrke pige- og damefloorball.

Floorball Danmark får unikt besøg af en dommerdelegation fra Slovakiet, der skal være med til at udvikle pige- og damefloorball på tværs af IFF’s medlemsforbund. Det kvindelige dommerpar skal dømme tre kampe i forbindelse med deres visit, mens der sideløbende vil være to åbne dommerudviklinger.

Der sker i weekenden den 3.-4. marts 2018, hvor dommerparret Anna Kolesárová og Simona Puchírová dømmer to kampe i Aarhus om lørdagen og en kamp om søndagen i Randers. Dommerparret dømmer til dagligt i den bedste damerække i hjemlandet og akkompagneres på turen til Danmark af Peter Zámečník, der er den ansvarlige for dommerudvikling i det slovakiske forbund.

Her dømmer dommerparret

Lø, 03/03 12:30 Århus FK – Frederikshavn Blackhawks (Liga damer) i TST Aktiv-Center
Lø, 03/03 15:00 Århus FK 2 – Odense FC (1. div. damer) i TST Aktiv-Center
Sø, 04/03 13:00 Randers Raptors FC – Herning Pirates (2. div. herrer) i Randers Statsskole

I forbindelse med kampene vil der blive gennemført åbne dommerudviklinger med det slovakiske dommerpar i både Aarhus og Randers, hvor interesserede er velkommen. Især håber Floorball Danmark at aktive og potentielle danske damedommere vil dukke op og høre om dommerparrets vej frem i det slovakiske dommerhieraki.

De to åbne dommerudviklinger foregår lørdag fra klokken 12:20 til 14:45 og søndag fra klokken 12:50 til 15:15. Man bedes venligst melde sin ankomst i forvejen til Ole Peltola på olepel@icloud.com senest torsdag den 1. marts 2018.