Samarbejde med efterskole skudt i gang

Floorball Danmark har indledt samarbejde med Hørby Efterskole, der er klar med en basislederuddannelse i floorball.

Som den første efterskole i Danmark kan den nordjyske efterskole Hørby Efterskole tilbyde en basislederuddannelse i floorball. Omkring 50 efterskoleelever er klar, når uddannelsen afvikles for første gang i april 2017.

Dette er et stort gennembrud i forhold til at udbrede kendskabet til floorball på efterskolerne, og det er forventeligt at flere efterskoler vil benytte sig af Floorball Danmarks koncept for samarbejde.

– Dygtige engagerede trænere og ledere er vigtige for at drive enhver idræt frem. Derfor er vi i Floorball Danmark utroligt glade for, at vi nu sammen med Hørby Efterskole kan tilbyde en basislederuddannelse i floorball. At vi også, sammen med Hørby Efterskole, kan udbyde en turnering for efterskoler, er endnu et skridt på vejen i forhold til at gøre floorball tilgængeligt i hele Danmark, fortæller formand Thorbjørn Ovedal.

Efterskolen ligger uden for Sæby, der ligger omkring 30 minutter fra Aalborg, og har plads til 130 elever. Læs om floorball i ‘Årsskrift 2016 fra Hørby Efterskole’: http://brochure-outsource-dk.com/hoerby_efterskole/aarsskrift_2016/#p=25 eller kontakt Floorball Danmarks kontaktperson Michael Milo Jørgensen.