Referat af Arena Nord Pokal Final4

Arena Nord Pokal Final4 er efter en fremragende weekend i Arena Nord og Frederikshavn, med hæsblæsende tempo og flot floorball, et overstået kapitel.

Braget startede med en semifinaledag lørdag, hvor alle de otte kvalificerede hold, skulle forsøge at sikre sig en finalekamp om søndagen. Første kamp på programmet var kvindeligaholdet AaB Floorball, der tog imod Herlev FC fra 1. division. Her kunne man se niveauforskellen og AaB Floorball vandt sikkert, med cifrene 1-12.

Kort efter den kamp, blev det tid til endnu en kamp mellem Jylland og Sjælland, da de dobbelt forsvarende mestre fra Copenhagen FC skulle møde, hvad der på dagen var udeholdet, fra Frederikshavn Blackhawks. Det blev en kamp, hvor de forsvarende mestre planmæssigt kom foran 3-0. Men de unge kvinder fra Blackhawks, formåede at skabe spænding og fik udlignet til 3-3. Derefter stod der Copenhagen FC på det meste og slutstillingen blev 9-4 til sjællænderne, til skuffelse for de lokale fans, der var mødt talstærkt op i Arena Nord for at støtte deres hold.

Dernæst kom tiden til, at herrerne skulle i aktion. AaB Floorball, som var repræsenteret på begge sider, skulle op mod Hvidovre Attack. Det blev en kamp, der bølgede frem og tilbage, dog mest med Hvidovre i kontrol. Dette afspejlede slutresultatet da også, hvor Hvidovre trak sig sejrrigt ud, med cifrene 5-10.

Dagens sidste oplevelse kom, da Rødovre FC mødte Frederikshavn Blackhawks, som også på herresiden var udehold, trods den geografiske placering af Final4 stævnet. Det blev ligeledes en kamp der kort anede en tæthed og spænding, særligt udløst af Rødovres reducering til 3-4 i starten af 2. periode. Spænding blev der dog ikke mere af herefter, da Blackhawks fik fat i kampen og scorede 10 ubesvarede mål, til slutresultatet 3-14.

Lørdagen var nu veloverstået, efter flot floorball af holdene, stærkt fremmøde af tilskuere og ikke mindst en fortrinlig og værdsat indsats af de mange frivillige, som gjorde livet nemt for Floorball Danmark og Arena Nord.

 

Det blev søndag og dermed tid til finaledag. I kvindernes finale kunne man finde AaB Floorball, der havde slået Herlev FC komfortabelt og de forsvarende mestre fra Copenhagen FC, der efter flot modstand, overkom udfordringen fra de unge Frederikshavnere og bookede plads i finalen. Herrernes finale skulle stå mellem det lokale Frederikshavn Blackhawks og den gode blanding af rutine og ungt talent fra Hvidovre Attack.

Først var det kvindefinalen, hvor AaB Floorball stod flot imod det tunge pres fra Copenhagen FC og ved første periodepause var det hele vidt åbent, med stillingen 0-0. Anden periode skulle vise sig, at være betydeligt mere målrig og da kaptajnerne Amalie Thomsen fra AaB og Klara Fjorder fra Copenhagen FC gik til tv-interviews, stod der 2-5 på måltavlen i Copenhagens favør. Med tanke på, at Copenhagen senest havde vundet de to forgangne pokalturneringer, anede man her, at der kunne være et hattrick i luften. AaB Floorball synes dog at ville det anderledes og efter godt 5 minutter af 3. periode, bliver der reduceret til 3-5. Mere spænding blev det dog heller ikke til, i denne omgang, da Copenhagen og særligt Laura de Fries tog over. De Fries blev hovedrolleindehaver, med sine 5 mål i finalen, hvoraf det sidste blev sat ind med få sekunder tilbage på uret, som en form for kroning af værket. Hermed blev det Copenhagen FC der for tredje år i træk kunne placere sig øverst på podiet og hæve pokalen, til stor jubel for holdet og også et hæderligt fremmøde af medrejsende fans fra djævleøen.

Årets pokalfighter på kvindesiden, blev i år Laura de Fries, som spillede to fantastiske kampe. Ikke mindst i finalen, hvor hun som nævnt scorede imponerende 5 mål.

 

Da fejringen af de glade københavnere var overstået og konfettien var blevet ekspederet ud fra banens rammer, blev det tid til herrefinalen. Her skulle Hvidovre Attack møde Frederikshavn Blackhawks, i hvad der skulle ende med at blive weekendens mest dramatiske opgør. Det, af mange, undertippede Hvidovre-mandskab viste tidligt, at de ikke var dukket op for at hente deres sølvmedalje. Hvidovre bragte sig nemlig foran med 2-0 i 1. periode og da Frederikshavn i tiden 20:00 fik en udvisning for hårdt spil, så det mere end lyst ud for det sjællandske mandskab. Overtallet på den anden side af periodepausen, udmøntede sig dog ikke i mål og i stedet kunne Frederikshavn få fat i kampen, efter at have lignet et hold, der bukkede under for favoritværdigheden og presset fra de mange lokale fans. Først var det Emil Kajgaard til 1-2 og dernæst Rasmus Larsen til 2-2. Begge mål assisteret af Blackhawks’ topscorer i pokalturneringen, Dennis Torp, som i weekendens anledning bar det særlige topscorer-armbind. De følgende to mål, var også fra Blackhawks, som via brødreparret Kajgaard tog, hvad der lignede en urokkelig 4-2 føring. Først Emil Kajgaard til 3-2 i boxplay og i 3. periodes start, Kasper Kajgaard til 4-2 på en hurtig kontra, med usvigelig sikkerhed i afslutningen.

Det lykkedes frederikshavnerdrengen Jonas Nordheim, som nu har sin daglige gang i Hvidovre Attack, at reducere til 3-4 og skabe spænding på ny. Hvidovre tog en timeout, for at få aftalerne på plads, inden den sidste fase af kampen. Den taktiske snak og beslutningen om at trække målmand Mike Trolle, for at få en ekstra markspiller, hjalp dog ikke og Emil Kajgaard kunne fuldende sit hattrick i tomt mål. Nu så det mørkt ud for Hvidovre og Frederikshavnerne var godt på vej til at tage pokalguldet for andet år i træk. En føring på 5-3 med to minutter igen, gav anledning til krammere og jubel på Blackhawks’ bænk, som så småt var ved at fejre pokaltriumfen allerede. Kajgaards hattrick, skulle dog vise sig ikke at være kampens eneste og Marko Krogsgaard nægtede at give op. 2 mål af Krogsgaard indenfor de sidste to minutter af finalen, skabte ekstase på Hvidovres bænk og drømmen om guld levede på ny, med blot 18 sekunder tilbage af den ordinære kamp. Begge mål assisteret af kaptajn Frederik Kobberup, der ligesom Blackhawks’ Dennis Torp, bar topscorer-armbindet og også samlet set blev topscorer i hele pokalturneringen.

Siden skulle der spilles 10 minutters sudden victory. En fornemmelse af et lille overtag til Hvidovre og et chokeret Blackhawks hold, der ikke har tabt i hele sæsonen og pludselig stod kun ét enkelt mål fra netop dette. Overtiden bølgede frem og tilbage, med chancer i begge ender. Ud af ingenting, modtager Mathias Hørby en bold fra Simon Damsø op gennem kæderne, som han på fornemmeste vis tager med sig og med ro på nerverne, sætter det vindende mål i kassen, til stor skuffelse for de lokale fans og vild glædesrus for Hvidovres bænk. Hørbys mål blev altså det endelige punktum, på en pokalfinale der vil blive husket i mange år frem og tydeligt stå, som en flot reklame for dansk floorball. Begge hold har stor ære af kampen, hvor der blev spillet på højt niveau i alle 60+ minutter.

Årets pokalfighter på herresiden, blev fuldt fortjent Marko Krogsgaard, som viste alle i Arena Nord, hvad det vil sige ikke at give op, når man har ryggen allermest mod muren. Et hattrick af Krogsgaard i finalen, var vendepunktet.

 

Dermed blev ballet lukket med manér, efter en weekend med god floorball og glædelig gensyn med venner fra den anden del af landet.

Fra Floorball Danmarks side, skal der lyde et STORT tak, til de mange frivillige, Frederikshavn Blackhawks, Arena Nord og alle der hjalp til at skabe rammerne om en fremragende weekend.