LANDSHOLDET: ”Den bedste lodtrækning, vi kunne ønske os.”

Foto: Men’s U19 WFC 2021 / www.u19wfc2021.com

Der blev ikke lagt fingre imellem, da landsholdets spillere og trænere for nyligt skulle forholde sig til IFFs gruppelodtrækning tilbage i december. Det danske U19-herrelandshold endte som bekendt i gruppe B sammen med Schweiz, Sverige og Tyskland. Dén nyhed er både trænere og spillere begejstrede for.

”Det er den bedste lodtrækning, vi som hold kunne ønske os,” siger landsholdsspiller Magnus Nyeng Jensen, ”vi undgår nogle utroligt stærke hold som Letland og Slovakiet, og får i stedet Tyskland, som vi vil have noget lettere ved at slå. Og tilmed får vi lov at drille Schweiz, når vi også slår dem til VM.”

På trods af COVID-19 og de konsekvenser, pandemien har haft for holdtræningen og sporten som helhed, er der altså ikke megen tvivl at fornemme blandt landsholdet. Den forsigtige optimisme spejler sig også i trænerteamet, der for nyligt fik forholdt sig til nyheden via e-mail:

”Gruppe B bliver en interessant, sjov og udfordrende gruppe,” skriver trænerteamet for U19-herrelandsholdet, Anders Frisk og Filip Memgaard, ”for de danske spillere må lodtrækningen synes at være optimal. Vi skal fortsætte i den retning, vi er begyndt. COVID-19 har påvirket vores planlægning, men det har den også gjort for andre lande, så jeg ser virkelig frem til, når verdensmesterskabet starter.”

Gruppe Bs ubekendte er Sverige

Lidt mere forsigtige er det danske stjernehold dog, når snakken falder på det sidste hold i Gruppe B, Sverige. Hverken hos trænerteamet, Anders Frisk og Filip Memgård, ej heller hos spillerne selv, gør de sig nogen illusioner om, at Sverige bliver en let modstander. Alligevel har de blod på tanden og en uslukkelig kampgejst.

”Sverige bliver en interessant udfordring for de danske spillere. Jeg har fulgt denne årgang i Sverige i et par år. Årsgruppen er stærk og suppleres af nogle meget dygtige spillere. Det vil være en særlig følelse at møde Sverige, og jeg ser virkelig frem til, vores spillere skal konkurrere med nogle af de bedste i verden,” skriver Anders Frisk. Spillerne selv glæder sig også:

”Sverige og Schweiz er to utroligt dygtige hold. Jeg glæder mig til at stå overfor dem og se, hvad vi kan gøre for at skabe et godt resultat, så vi kan komme hjem med ryggen rank,” udtaler landsholdsspiller Elias Holmberg.

VM starter officielt d. 28 april, og det danske U19-herrelandshold skal spille sin første kamp mod Schweiz d. 28 april 2021, kl 12:30. Se hele kampprogrammet via verdensmesterskabernes egen hjemmeside her.