Ungdomsatsninger har banet vejen til spændende Superfinale

FINALEOPTAKT Frederikshavn vil tilbage og være floorballby nummer 1. For herreholdet gælder det derfor om at sikre det første mesterskab på seniorsiden siden klubsammenlægningen mellem Outlaws og Bulldogs i 2013. Som Benløse har vendelboerne nemlig haft stor succes på ungdomsiden – noget der er blevet overført til seniorholdet.

I Frederikshavn drømmer man om at vende tilbage som danske mestre – noget, der senest skete i 2007, da det dengang lykkedes for Bulldogs at gå hele vejen. For første gang står den fusionerede klub i finalen og har samtidigt sikret den første medalje på seniorsiden. Derfor vil man nu vise, hvem af de to stærke floorballbyer, som Frederikshavn og Ringsted er, der står stærkest anno 2018.

– Vi har en tro på, at vi kan få danmarksmesterskabet tilbage til Danmarks floorballby nummer 1. Vi har i år vist, hvad vi kan på ungdomssiden og mangler nu kun seniormesterskabet. Vi har over en periode arbejdet på at få et hold, der kan spille med på den store scene og vores to finaler i år, fortæller vi er på vej, men kun en sejr tæller for os. Det vil betyde helt vildt meget for byen, for Bulldogs og Outlaws har tidligere vist, hvad der skal til, og har skabt historien for floorball i byen, fortæller Frederikshavns cheftræner Søren Frederiksen.

Mens Frederikshavn endnu har den første DM-medalje til gode efter fusionen i 2013, så har Benløse for alvor fået valuta for deres satsning på ungdomssiden, hvilket den tredje DM-finale på stribe vidner om. Sidste år gik holdet hele vejen til tops, da de tog DM-guldet for første gang på seniorniveau ligeledes hjemme i Ringsted i Dansk Kabel TV Arena.

– Benløse har igennem flere år gjort et stort udviklingsarbejde med ungdommen, og det høster vi frugten af. Vores unge hold er krydret med flere erfarne spillere, og vi arbejder for hinanden og står sammen. Forhåbentlig sørger Danmarks bedste publikum for at skabe den bedste ramme for os. Og vi er klar til at ofre os, for at nå vores mål, lyder det fra Benløse-træner Jens Hagbarth.

Det kan blive intenst på og uden for banen

På den anden side ved cheftræner Søren Frederiksen godt, hvad der venter i Dansk Kabel TV Arena. De to hold, der sluttede som nummer 1 og 2 i grundspillet, har nemlig mødt hinanden to gange i arenaen i denne sæson – og samtidigt kender han til den kulisse, som der kan være på lægterne.

– Vi er fuldt ud bevidste om, at Benløse har et stærkt, ja nærmest komplet hold. Benløse har vist sig stærke de sidste tre år, og det alene er en fordel, da vi har flere startende spillere, der ikke har spillet foran så mange tilskuere før. Men hvis vi får vores hold til at gå op i en højre enhed, er det os der vinder med de spidskompetencer, vores bedste spillere har, siger han.

De to indbyrdes kampe i ligaen endte med en sejr til hver – i begge tilfælde i sudden victory, mens deres møde i pokalsemifinalen sluttede med en sejr på et mål i ordinær spilletid til Frederikshavn. Derfor kan tilskuerne godt forvente, at der venter en tæt Superfinale i dag, vurderer Jens Hagbarth.

– Vores kampe i ligaen og pokalen mod Frederikshavn har været utrolig tætte, og det forventer jeg også, at finalen bliver. Både Frederikshavn og Benløse vil spille floorball, spillerne kender hinanden rigtig godt, så jeg forventer en intens og tæt kamp, lyder det fra de forsvarende mestres træner.

Kampen dømmes af Steffen Leholk og Tobias Jørgensen og kan ses direkte på DR-TV med kampstart klokken 18:30. Medkommentator bliver Floorball Danmarks sportskonsulent Frederik Bloch, der har et indgående kendskab til de to trænere i forbundsregi, hvor Søren Frederiksen fungerer talenttræner, mens Jens Hagbarth er U19-landsholdets landstræner.

Indbyrdes opgør i sæsonen

30-09-17 Benløse – Frederikshavn 7-6 (sv) (grundspil)
16-12-17 Benløse – Frederikshavn 5-6 (pokal)
17-02-18 Frederikshavn – Benløse 8-7 (sv) (grundspil)

Holdenes vej til finalen

Benløse – Vendsyssel 3-0 i kampe (16-6, 10-0, 14-5) – kvartfinale
Benløse – Sunds 3-2 i kampe (3-1, 8-7, 4-6, 3-4 str, 9-7) – semifinale

Frederikshavn – Hvidovre 3-0 i kampe (13-3, 13-3, 16-5) – kvartfinale
Frederikshavn – Rødovre 3-0 i kampe (7-3, 7-5, 9-4) – semifinale

Superfinale 2018 – 21. april i Ringsted

Superfinale.dk
Facebook.com/superfinale
Billetsalg