Damerne åbnede kvalen med svenske stryg

Damelandsholdet åbnede VM-kvalifikationen mod verdens bedste landshold og led kæmpe nederlag. 1-22 sluttede den første kamp i den spanske hovedstad.

Det blev som ventet en yderst hård opgave, som damelandsholdet indledte VM-kvalifikationen med i Spanien. Kampen mod de svenske regerende verdensmestre sluttede med et nederlag på 1-22.

Svenskerne lagde hårdt ud i 1. periode og formåede blandt andet at score fire mål på ét minut undervejs i de første 20 minutter, der endte med en svensk føring på 11-0. Danskerne kom bedre tilbage og specielt i den sidste periode, der blev holdt nede på 1-3.

Annika Bengtsson scorede damernes mål, mens Laura de Fries blev udset som bedste dansker. I morgen venter der danskerne en helt anden modstander, når Frankrig venter klokken 13 i en kamp, hvor danskerne er piskede til at vinde.