INFO: Genoptagelse af normal kampafvikling fra d. 1. oktober 2021

Med ophævelse af de sidste corona-restriktioner i september, er det også tid til at gå tilbage til normal kampafvikling.

Det betyder at retningslinjerne for indendørs floorball og protokol for afvikling af kamp under corona er afskaffet, og at der fra d. 1. oktober 2021 spilles efter de normale spilleregler og turneringsregler. Det vil blandt andet sige, at der skal skiftes side i periodepausen og at hilsepligten efter kampen genindføres.

 

Selvom restriktionerne nu er væk, findes COVID19 desværre stadigvæk i vores samfund. Det er derfor fortsat vigtigt, at der er fokus på smitteforebyggelse – også i jeres idrætsforeninger.

Sundhedsstyrelsens 6 råd til smitteforebyggelse
Vi opfordrer alle klubber til fortsat at hjælpe med at sprede Sundhedsstyrelsens 6 gode råd om smitteforebyggelse til. Det kan I fx gøre ved at opfordre dem til at hænge Sundhedsstyrelsen plakater op i klublokaler mv.

De 6 råd er:

  1. Bliv vaccineret
  2. Bliv hjemme og bliv testet, hvis du får symptomer
  3. Hold afstand
  4. Luft ud og skab gennemtræk
  5. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  6. Gør rent – særligt overflader som mange rører ved

Ved smitte i klubberne
Til trods for at mange danskere er vaccinerede, vil mange opleve smitte i klubberne i løbet af de kommende måneder.

På coronasmitte.dk finder I fortsat svar på en lang række spørgsmål, og på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside finder I gode beskrivelser af, hvordan man skal håndtere det, hvis man er blevet smittet med COVID19 , eller hvis man er nær kontakt til en smittet.

Ved tvivlstilfælde anbefaler vi til enhver tid, at der tages kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed på telefon 32 32 05 11.