Herrerne tager hul på semifinalerne i weekenden

Det er blevet semifinaletid i herrernes Unihoc Floorball Liga, når top 4-holdene fra grundspillet i weekenden tager hul på de første to kampe i semifinaleserierne.

Hvem skal spille om guld ved Superfinale 2018? I weekenden tages der hul på det svar, når finalejagten går ind i Frederikshavn og Benløse. Her venter der semifinalebold både lørdag og søndag mod henholdsvis Rødovre og Sunds. Alle fire hold gik ubesejrede igennem deres kvartfinaleserier og sluttede desuden på de fire øverste pladser i grundspillet.

De forsvarende mestre og vindere af grundspillet fra Benløse FC tager hjemme i Ringsted i mod Sunds Seahawks FC, der sluttede på fjerdepladsen. Det er andet år i træk, at de to mandskaber mødes i semifinalen, som Benløse vandt 3-0 i kampe i sidste sæson. To af de kampe blev afgjort i overtiden, ligesom sæsonens første opgør i grundspillet blev, da Sunds tog en hjemmesejr. Benløse vandt i ordinær spilletid, da de to hold senest mødtes i Ringsted.

I den anden semifinale mødes grundspillets nummer to og tre, når Frederikshavn Blackhawks får besøg af Rødovre. De to mandskaber vandt begge på hjemmebane i deres indbyrdes opgør i grundspillet.

Der spilles bedst af fem kampe i herrernes slutspil, hvorfor serierne fortsætter i Sunds og Rødovre i næste weekend. Finalen afvikles den 21. april i Dansk Kabel TV Arena i Ringsted.

Komplet oversigt over semifinalerne

Lørdag den 24. marts

15:30 Benløse FC – Sunds Seahawks FC i Dansk Kabel TV Arena
19:00 Frederikshavn Blackhawks – Rødovre FC i Abildgaardhallen

Søndag den 25. marts

13:00 Frederikshavn Blackhawks – Rødovre FC i Abildgaardhallen
14:30 Benløse FC – Sunds Seahawks FC i Dansk Kabel TV Arena

Superfinale 2018

Superfinale.dk
Facebook.com/superfinale
Billetsalg