Floorball Danmark byder to nye praktikanter velkommen

Floorball Danmark har været så heldig, at to praktikanter fra UCN i Aalborg har søgt om at komme i praktik i forbundet. I går kunne vi således byde velkommen til Cecilia Di Nardo og Erik Demi, som begge studerer Sports Management, og som led i deres uddannelse nu skal være i praktik hos Floorball Danmark de næste 3 måneder.

En kort præsentation

Hverken Cecilia Di Nardo eller Erik Demi er nye ansigter i den danske floorballverden. Tværtimod er de begge profiler, som har gjort sig positivt bemærket på hvert deres område:

Cecilia Di Nardo er især kendt for at være blandt de allerbedste damespillere i Danmark, og dermed også en fast del af det danske kvindelandshold. Hun har hele 6 sæsoner i SSL i bagagen, og hun spiller i dag for den svenske floorballklub Malmö FBC.

Erik Demi er født og opvokset i Tjekkiet, hvor han i mange år både har spillet og dømt floorball. Han har været dommer i Floorball Danmark i 3 sæsoner, og her har han gjort sig positivt bemærket. Erik har ligeledes været træner i Team Århus, og er således efterhånden godt bekendt med den danske floorballkultur.

Arbejdsområder

Cecilia og Erik får til opgave at arbejde med processerne omkring VM-kvalifikationen, som skal afholdes i Frederikshavn januar 2020. De er allerede godt i gang med at sætte sig ind i alle procedurerne fra IFF, samt i fællesskab udarbejde første skitse til en projektplan.

Foruden VM kvalifikationen, så har Erik også vist stor interesse i turneringssystemer, hvorfor han vil se på udarbejdelse af en analyse og rapport omkring turneringssystemer internationalt, hvis tiden er til det.

Cecilia har tilsvarende Pigeprojektet som sit interesseområde og sideprojekt, så hvis det bliver muligt, vil hun også lægge kræfter og arbejde i det område.

Floorball Danmark glæder sig over den gode opstart, som Cecilia og Erik allerede har fået, og vi glæder os meget til at bruge de næste tre måneder sammen med dem.