Fantastisk sejr mod Slovakiet sikrer førstepladsen

Herrelandsholdet leverede en forrygende indsats, da Slovakiet blev besejret med 5-2. Med sejren går Danmark videre til play off-runden som vinder af den indledende gruppe.

På forhånd var det forventet, at slovakkerne ville være sværeste modstander i gruppen, men med et stærkt pasningsspil og en solid defensiv var danskerne det klart bedste hold. Efter en målløs første periode slog danskerne til med effektivt og kynisk angrebsspil og kom foran 5-0, inden slovakkerne fik pyntet lidt på resultatet til sidst.

5-2-sejren sikrer Danmark førstepladsen i den indledende runde og er samtidigt et af de flotteste resultater i nyere tid over en ellers stærk nation. Sejren kom i hus efter en flot holdpræstation, hvor Stefan Hedorf blev udset til bedste dansker. VM-topscoreren fra 2014 satte tre mål i dagens sejr.

Nu kan landsholdsdelegationen vende blikket mod aftenens kamp mellem Norge og Letland, da morgendagens play off-modstander bliver taberen af den kamp. Bliver det mod Letland spilles kampen klokken 18:30 – bliver det Norge, er der kampstart klokken 15.

Kampfakta

Danmark – Slovakiet 5-2 (0-0, 2-0, 3-2)
13:33 U2 Rasmus Overgaard (Danmark)
20:20 1-0 Stefan Hedorf (Andreas Glad)
35:50 U2 Martin Kubovic (Slovakiet)
36:16 2-0 Mikkel Skov Nielsen (Rasmus Overgaard)
39:29 U2 Jannik Trolle Wede (Danmark)
46:50 3-0 Lukas Eldholm (Steffen Jensen)
48:33 4-0 Stefan Hedorf (Emil Kristensen)
51:34 5-0 Stefan Hedorf (Andreas Glad)
56:31 5-1 Lukas Rezanina (Juraj Matejka)
59:18 U2 Emil Kristensen(Danmark)
59:38 U2 Jannik Trolle Wede (Danmark)
59:52 5-2 Michal Dudovic(Ladislav Gal)

VM 2016-siden

Se billeder fra kampen her

Foto: IFF Floorball