BestyrelseNyt: Seminar med fokus på sæsonens indsatser

I weekenden den 18.-19. august tog Floorball Danmarks bestyrelse hul på den nye sæson med et bestyrelsesseminar, hvor nogle af den kommende sæsons indsatser blev drøftet.

Floorballs strategiske spor i kommende strategiaftale med Danmarks Idrætsforbund (DIF)

Bestyrelsen drøftede på seminaret DIF’s administrative tilbagemelding på Floorball Danmarks fire strategispor: fastholdelse, kompetencecenter, internationalt arbejde og Bevæg dig for livet. Bestyrelsen udtrykte tilfredshed med den tilskudsramme, som DIF’s administrative indstilling har lagt op til.

I den forbindelse udtaler Thorbjørn Ovedal, formand:

– Bestyrelsen mener, at vi med de kommende fire års strategiaftaler har ramt et realistisk niveau, som afspejler forbundets ambitioner og ressourcemæssige formåen. Det er vores opfattelse, at DIF har vægtet det gode udviklingsarbejde, der foregår i floorballsporten både lokalt og nationalt. Og det skaber gode muligheder for videre udvikling de kommende fire år, lyder det fra formanden.

Floorball Danmarks fire strategiske spor, der vil være fokus på i perioden 2018-2021:

  • Fastholdelse fra 12 år og opefter. Her vil blive satset meget på blandt andet træneruddannelser og spotkurser for børn- og ungdomstrænere.
  • FD som et kompetencecenter, hvor en af hovedopgaverne er at en række eksterne samarbejdspartnere bliver vigtige udviklingsaktører i vores samlede arbejde med at udbrede kendskabet til floorball i hele landet.
  • Det internationale arbejde, hvor Danmark skal have en ledende og proaktiv rolle internationalt blandt andet via samarbejdet ‘6 Nations Floorball Challenge’. Et samarbejde som er bygget op omkring fælles træningsturneringer og fælles udviklingsseminarer med Norge, Tyskland, Letland, Polen og Slovakiet.
  • Bevæg dig for livet – specielt aftalen for 2018-2020 er under udarbejdelse og bliver endeligt godkendt af DIF og DGI i løbet af efteråret.

Anerkendelse af frivillige

Bestyrelsen har analyseret på, hvordan dette vigtige arbejde kan styrkes omkring fortsat konstruktiv dialog mellem forbund og foreninger, men også foreninger på tværs.

Derfor vil FD til efteråret, lørdag den 11. november, invitere til ‘Floorballens Udviklingsdag’. Der vil være mulighed for at tilmelde sig temaer af forskellig art, omhandlende emner i tråd med udvikling af turnerings- og stævneprodukter – og bredere emner som blandt andet foreningsudvikling og BDFL-projektet. FD’s struktur og budgetmøde vil også blive afviklet i løbet af ‘Floorballens Udviklingsdag’. Så sæt allerede nu kryds i kalenderen den 11. november. Invitation med program udsendes snarest.

Udvikling af pigefloorball

En FD-arbejdsgruppe blev i foråret nedsat med den opgave at identificere nogle fokuspunkter til styrkelse og udvikling af pigefloorball – både på kort og lang sigt. Fra medlemsklubberne har følgende personer med stort engagement involveret sig i arbejdet. Rikke Toldbod Christensen og Jan Jacobsen (Frederikshavn Blackhawks), Jacob Nørrelund (Greve FC), Marie Krabbe (Hvidovre Attack FC), Josefine Quaade (Rungsted-Hørsholm FK), Kristine Hamann (Copenhagen FC) og Cecilia di Nardo fra damelandsholdet. FD vil gerne takke alle syv for jeres tid og bidrag indtil videre.

Fra forbundets side er man repræsenteret med formand Thorbjørn Ovedal og sekretariatsleder Nils-Ola Nilsson.

Gruppen har fundet frem til tre overoverordnede hovedindsatser, som igangsættes i sæson 2017-2018:

  • PigeCamp for de yngre piger skal arrangeres i Kolding den 11.-12 november.
  • Spillerudviklingssamlinger for de ældre piger. FD har struktureret, at der under den kommende sæson er åbnet op for tilmeldinger til egne pigesamlinger, så piger kan træne med og spille mod andre piger.
  • Sociale medier. Der arbejdes på en plan, der indebærer fokuseret kommunikation og markedsføring for at udbrede pigefloorball i hele landet. Blandt andet skal Facebook og Instagram bruges meget mere målrettet i forhold til udvikling af pigefloorball.

I løbet af efteråret vil der også blive inviteret til et større visionsmøde, hvor vi håber, at mange foreningsledere vil byde ind og bidrage til, at der kan etableres nogle spændende og ambitiøse målsætninger – alt i tråd med den langsigtede udvikling, som vi arbejder med i forhold til vision Bevæg dig for livet.

Referater fra tidligere bestyrelsesmøder findes på bestyrelsens side

 

Bestyrelsesnyt

BestyrelseNyt er inspireret af IFF, der efter hvert bestyrelsesmøde udsender en nyhed, der kort skitserer, hvad der er blevet drøftet på seneste møde.

Efter bestyrelsesmøder vil der være referater som PDF, mens BestyrelseNyt vil være en nyhed på floorball.dk.

Første BestyrelseNyt omhandler bestyrelsens seminar i august, men vil fremadrettet også bygge på bestyrelsesmøderne.